En hård tid for Folkemødets ansatte

Der har været tryk på hos Folkemødesekretariatet. Mange er stoppet, og Folkemødet har reelt stået uden leder siden Jette Lykke blev fyret tilbage i september.
Siden Lena Schenk blev overflyttet i april og Jette Lykke blev fyret i september, så har Folkemødet-sekretariatet været presset.

- Selvfølgelig kan man mærke det, når man er en medarbejdergruppe, der mangler arbejdskraft, fortæller Steen Birkedal, som er personaleansvarlig for Folkemødesekretariatet. Man har dog fra regionkommunens side hyret midlertidig arbejdskraft ind for at lette presset.

Det ændrer dog ikke på, at man kommunalt har valgt ikke at genbesætte stillingerne som leder og produktionsansvarlig fordi man ville lade foreningen ansætte de to nøglepersoner, også selvom det har presset de ansatte.

- Vores klare vurdering har været, at fordelene ved at vente til den 1.1. 2017 og har opvejet de ulemper der selvfølgelig er, når man mangler folk i en stilling, forklarer Steen Birkedal.

Foreningen Folkemødets formand, Michael Valentin, bekræfter at der snart kommer ansigt og navne på de to nye nøglepersoner, som skal tage Folkemødet ind i fremtiden:

- Jeg kan godt love alle bornholmere, at det kan de glæde sig rigtigt meget til.