Bedre forhold for frivillige på Folkemødet i år

Der bliver flere frivillige og bedre vilkår for dem under årets Folkemøde. Det skyldes en bevilling fra Tuborgfondet.
De frivillige på politikfestivallen Folkemødet spiller en stor rolle for afviklingen af de fire dages program. Og i år bliver der flere frivillige, helt præcis 250, og bedre vilkår til dem.

En ny bevilling fra Tuborgfondet på 228.000 kroner betyder eksempelvis, at de frivillige får deres egen Volunteer Village i Danchells Anlæg. Her vil de frivillige kunne deltage i fællesspisninger, drikke billige øl og hygge med kaffe.

Desuden sørger Tuborgfondets Musikhjælp for en dj, der skal være med til at sparke festen i gang for de frivillige på Folkemødet.

- Det, at skabe de rigtige rammer for vores frivillige er afgørende for, at vi kan lykkes med ambitionen om at få endnu flere frivillige på Folkemødet. De frivillige er nemlig et uvurderligt bidrag til det store arbejde, siger Mads Akselbo Holm, direktør i Foreningen Folkemødet.

Folkemødet starter torsdag den 14. juni og slutter søndag den 17. juni.