FM 2018: Allinge vågner med tømmermænd

Lørdag morgen ligger gaderne i Allinge øde hen, og 17 mand fra renovationsvirksomheden BOFA er i gang med at rydde pladsen for glas, flasker og skrald.
Lørdag morgen bærer gaderne i Allinge tydeligt præg af, at gårsdagens festligheder trak langt ud på natten. Det er et mere eller mindre tømmermænds-ramt Allinge, de første folk på gaden møder.

Og blandt de første folk på pladsen er 17 mand fra renovationsfirmaet BOFA. De møder klokken 7.00 og sørger for, at pladsen er ryddet for slatter, flasker og andet skrald, inden de første debatter løber af stablen.

- Man kan godt se, at der har været koncert i går. Så jeg frygter også lidt, hvordan det kommer til at se ud efter landskampen i aften. Men sådan skal det jo være, siger Jan Paulsen, genbrugschef hos BOFA.

Han får hjælp af en række frivillige unge mennesker - herunder 17-årige Oliver Krusell fra Rønne.

- Den er slem i dag. Det er en del værre end de foregående dage, siger Oliver Krusell, mens han samler stumper foran hovedscenen på Cirkuspladsen.

Den 17-årige frivillige skraldemand forsikrer dog om, at alt vil være i den skønneste orden, inden lørdagens festligheder starter.