Det er ikke camping at sætte stole og et bord op

Hvis en autocampist parkerer og sætter to stole og et bord op, så er der ikke tale om camping.
Mandag bragte TV 2/Bornholm både en artikel her på websiden og et tv-indslag om de problemer ejere af autocampere har, med folk der gerne vil fortælle dem, at de ikke må holde, hvor de holder.

Af både indslag og artikel fremgår det, at folk med autocampere må holde alle de steder, som andre biler må. Men at man ikke må slå sig ned i området ved at oprette en lejr eller slå et fortelt op.

Det har fået flere til at spørge om autocamperne overtræder reglerne, hvis de sætter et par stole og et bord op foran camperen.

- Der er selvfølgelig ikke tale om at man camperer, blot fordi man stiller et bord og et par stole op, og vel nok heller ikke pga. en udslået markise, men så heller ikke meget mere, siger politiassistent Kim Pedersen fra Bornholms Politi til TV 2/Bornholm.

Ovenstående gælder som udgangspunkt på offentlige arealer.
På privatejede områder er det ejeren, der bestemmer, hvilke regler der skal gælde på området. Derfor må ejerne af en parkeret autocamper ikke overnatte i køretøjet uden tilladelse fra ejeren af grundstykket.