Højskoles økonomi er på rette spor igen

Bornholms Højskole har budgetteret med underskud for 2018, men ser man mod 2019, ser bundlinjens røde tal ud til at være udslettet.
2017 var et hårdt år for Bornholms Højskole. Man sluttede året med et underskud på 4,9 millioner kroner, og noget måtte gøres. Knud Andersen blev formand for højskolen og skulle dermed også være med til at få den på rette kurs igen.

Ved et bestyrelsesmøde på Bornholms Højskole i går onsdag blev en økonomisk tilstandsrapport gennemgået, og ifølge højskolens formand ser tallene pæne ud efter nogle hårde år.

- For 2018 har man budgetteret med et underskud på 800.000 kroner, og meget tyder på, at det faktisk bliver mindre. Vi har trimmet organisationen, og det har været virkelig godt. Det meste er lykkedes, siger Knud Andersen.

Samtidig fortæller han, at man regner med at være tilbage i overskud allerede, når man når frem til regnskabsåret 2019.

- Lærere og ledelse har virkelig strammet op, og vi har tjent flere penge på kurserne, og så er der også færre medarbejdere, siger han.

Formanden mener ikke, at man er gået på kompromis med kvaliteten af kurserne. I stedet rammer man mere plet med genren. Han fortæller, at man tiltrækker yngre aldersgrupper end tidligere og har målrettet bestemte aktiviteter efter resten af øens branding. Det har været med til at skabe fremgang.