Foreningen Folkeskibet slår op med Folkemødet

Folkeskibet fra det vestjyske vil fremover ikke være at finde på Folkemødet.
"Åh Folkemøde! Jeg elskede dig, men nu er jeg nødt til at slå op"

Sådan lyder første strofe af det nærmest poetiske farvel-opslag fra Foreningen Folkeskibet på foreningens Facebook-side.

Folkeskibet har ellers været en del af Folkemødet på Bornholm de sidste fire år. Men ifølge formanden for foreningen bag skibet, kan foreningen ikke længere genkende sig selv i den ellers populære 'demokratiets fest'.

- Vores drøm var at skabe et lille Vestjylland på ydermolen. Et sted med vores egen øl i hanerne og med vores egne idéer på programmet, men det er svært med de nuværende restriktioner, siger Julie Vesterby, der er formand i Foreningen Folkeskibet.

Hun henviser blandt andet til, at Folkemødet har forbudt foreningen at sælge øl og cocktails. Det var ellers den primære indtægtskilde, der gjorde det økonomisk muligt for skibet at komme til Bornholm og deltage i Folkemødet.

- Det var dødsstødet for os, at vi ikke længere må sælge øl, siger Julie Vesterby.

Det er dog flere problemer, der er årsag til vestjydernes permanente afbud. Det også temaområderne på Folkemødet, der har været problematisk. Folkeskibet er kommet under infrastruktur-hatten, hvilket passer dårligt på Folkeskibet, siger formanden.

- Vi rummer meget mere end det, og ærligt talt har temaet i år betydet, at der er kommet en del færre besøgende ude i vores område.

Selvom disse uenigheder har betydet, at Folkeskibet for sidste gang har lagt til kaj i Allinge – i hvert fald under den nuværende forenings faner – så er det ikke med sure, men med triste miner, der siges farvel.

- Vi smækker ikke med døren, for det er utroligt trist. Det er som et parhold, man har været glad og tilfreds i, men det må slutte her, fordi vi simpelthen er gledet fra hinanden. Vi er meget kede af at skulle opløse foreningen, og at vi ikke længere skal vise de vestjyske faner med Folkeskibet, slutter Julie Vesterby af.

Se det følelsesmæssige farvel fra Foreningen Folkeskibet herunder: