Foreningen Folkemødet holder borgermøde

Tirsdag aften holdt Foreningen Folkemødet borgermøde om dette års Folkemøde. Her fik borgerne i Allinge en status på Folkemødet 2018.
Foreningen Folkemødet holdt tirsdag aften borgermøde for beboere, erhvervsdrivende og foreninger i Allinge, hvor de gjorde status på dette års Folkemøde og kiggede frem mod Folkemødet 2019.

Foreningen Folkemødet ønskede at få en dialog med folk i Allinge om, hvordan årets Folkemøde har fungeret for dem, og hvad man eventuelt kan gøre bedre til næste år.

- Vi synes jo aldrig rigtigt, at vi er i mål. Vi synes altid, at der er noget, vi kan skrue på og dreje på for at gøre det bedre. I aften er fokus på dialogen med borgerne her i Allinge for at høre, hvad de synes, at vi kan gøre bedre, siger Pelle Nybirk, der er kommunikationsansvarlig for Foreningen Folkemødet.

En af de foreninger, der var mødt op til borgermødet, var Allinge-Sandvig Byforening. Den synes generelt, at sommerens Folkemøde er gået godt, men der er også et par ting, der kan forbedres til næste års folkemøde.

- Der kan stadigvæk forbedres noget med trafikken, og vi skal nok også se på trafikforholdene allerede om onsdagen før Folkemødet. Det er besværligt med alt den store transport, der kommer i sidste øjeblik, siger Anders Koefoed Larsen, næstformand i Allinge-Sandvig Byforening.

Om der bliver nogle nye tiltag under Folkemødet 2019, kan Pelle Nybirk ikke løfte sløret for endnu.

Hos Allinge-Sandvig Byforening er det største ønske for Folkemødet 2019:

- At der kommer lige så mange, siger Anders Koefoed Larsen.