Forstander forlader Bornholms Højskole

Bestyrelsen for Bornholms Højskole har på et bestyrelsesmøde den 26. november besluttet at afbryde samarbejdet med forstander Bente Larsen.
Bornholms Højskole skal snart til at se sig om efter en ny forstander. For til et bestyrelsesmøde den 26. november blev det besluttet at afbryde samarbejdet med Bente Larsen. Det oplyser Knud Andersen, der er formand for Bornholms Højskole.

- Tilliden har været væk. Økonomien har været hovedårsagen til samarbejdsproblemerne mellem bestyrelsen og ledelsen, siger Knud Andersen.

Indtil en ny forstander kan tiltræde ledes skolen af et team bestående af sekretariatsleder Bernitta Bjørn Andersen, lærer Lene Degett, lærer Simon Lund Koefoed og en repræsentant fra bestyrelsen.

- Vi forventer at slå en stilling op. Denne gang bliver det nok ikke et forstanderpar der ansættes, siger Knud Andersen.

Forstander Bente Larsen blev ansat sammen med sin ægtefælle Søren Voigt Juhl som viceforstander i januar 2017. Søren Voigt Juhl valgte dog tidligere på året at forlade sin stilling på højskolen.

I videoen øverst i artiklen kan du høre hvad Knud Andersen ønsker af en ny forstander.