Nye billeder af ræven

Tidligt i morges fangede Orla Hansen ræven med sin mobiltelefon, da han var på bukkejagt.
Bueskytte Orla Hansen har leveret endnu et bevis på, at der er - i hvert fald én - ræv på Bornholm.

Da han var på bukkejagt tidligt i morges, fangede han den med sin mobiltelefon.

Videoen, som du kan se øverst, er optaget præcis samme sted, som gårsdagens sort-hvide video.

Der er ikke specielt underligt, at ræven dukker op samme sted flere dage i træk. Ræven er revirdyr, og opererer i de samme områder i længere tid. Den begynder kun at vandre, hvis føden slipper op. Den foretrukne føde er mus.

Debatten om, om der findes ræve på Bornholm, har eksisteret i 30 år, siden den blev erklæret uddød på Bornholm efter en skab-epidemi i slutningen af 80'erne.