Danish Crown øger sin omsætning

Danish Crown koncernen har øget sin omsætning med over en halv milliard i det seneste halvår.
Danish Crown har i dag offentliggjort sit regnskab for første halvår af 2019.

På få måneder er et svagt marked og et delvist stop for eksport til Kina blevet vendt til rekordstore stigninger i noteringen på grisekød båret af netop eksport til Kina.

Det globale marked for grisekød er vendt med historisk kraft, og det løftede Danish Crowns indtjening markant i de sidste uger af første halvår 2018/19. Samlet set lander resultatet af den primære drift før særlige poster på næsten 1,1 milliarder kroner, hvilket er marginalt bedre end sidste år.

- Alt i alt lander vi et acceptabelt resultat, men det har været et udfordrende halvår. Første kvartal var svagt, og derfor iværksatte vi en omfattende spareplan, der skal sænke omkostningerne med i alt 385 millioner kroner på tværs af koncernen. Det begynder vi at se resultatet af nu, og samtidig er markedet vendt, så det går den rigtige vej, siger Jais Valeur, Group CEO i Danish Crown.

På trods af lavere råvarepriser på både grise- og oksekød er Danish Crowns omsætning steget med 1,5 procent fra 30,1 til 30,6 milliarder kroner. Forklaringen er tilkøb af virksomheder, hvoraf de største er beliggende i henholdsvis Danmark, Holland og Polen, der alle som ventet bidrager positivt til indtjeningen.

Også de stigende priser på svinekød har stor betydning.

- Det er glædeligt, at noteringen stiger, for det er godt for vores ejeres økonomi. På den anden side er det en stor opgave for vores forædlingsselskaber at komme igennem med så markante prisstigninger i et marked, hvor især detailkæderne er under hårdt pres fra discountkæderne, siger Jais Valeur.