FV19: Vækst er vigtigst for LA - også på Bornholm

I dagens udgave af "Mød Partiet" er der mulighed for at blive klogere på Liberal Alliances folketingskandidat Kenny Olsen.
Det vigtigste emne at tale om for Liberal Alliance på Bornholm er det samme som i resten af landet.

Det stod i dag hurtigt klart, da vært Else-Marie Johansen gik en tur med den bornholmske folketingskandidat for Liberal Alliance, Kenny Olsen, i onsdagens udgave af "Mød Partiet".

- Vi skal have gang i væksten. Vi skal have skabt flere nye virksomheder, og vi skal have skabt nogle bedre vilkår for dem, vi har. Væksten har været for lav, siden vi kom ud af finanskrisen, og det vil vi gerne gøre noget ved, siger Kenny Olsen.

For selvom Danmark på mange områder er tilbage i samme tilstand som før finanskrisen, så er det ifølge kandidaten ikke godt nok.

- Vi ligger på omkring 1 pct., og vi mener, vi skal højere op for at fremtidssikre økonomien og for, at vi kan lave de investeringer, vi står over for - bl.a. ift. klimaet. Så vi skal have skabt nogle rammer, så vi kan få noget mere vækst og nogle flere arbejdspladser, lyder det fra kandidaten.

Du kan se hele dagens udgave af "Mød Partiet" på Play - og her kan du også se de tidligere udgaver af programmet.