Folketingskandidat: Krigen er begyndt

Nye Borgerliges folketingskandidat på Bornholm, Philip Brandt, har på Facebook udtrykt, at en krig er i gang.
- Realiteten er at freden er forbi - krigen ER begyndt. Derfor er det naturligvis på høje tid at Forsvaret sendes i arbejdstøjet.

Sådan skrev Philip Brandt den 9. september 2017 på sin Facebook-side. Kommentaren er tilknyttet en artikel, hvor Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, udtrykker delte meninger om, at Forsvaret skal assistere i en række politiopgaver.

- Fra Politiforbundets side mener vi, at det er udansk at sætte militær ind i gaderne i fredstid, siger formand Claus Oxfeldt til DR i artiklen, der er fra 8. september 2017.

En holdning den bornholmske folketingskandidat forholder sig kritisk til i samme Facebook-opslag.

- FREDSTID???
Hvilken planet lever den tåbe på?, skriver han og fortsætter:

- Men Claus Oxfeldt insisterer åbenbart på at bekende sig til den ellers hastigt skrumpende majoritet, der fortsat nægter at se virkeligheden i øjnene.
Skræmmende perspektiver for borgernes tryghed, hvis Oxfeldts analyse er et udtryk for politiets generelle realitetssans.... uddyber Philip Brandt i opslaget fra 2017.

31. juli 2018 er ordet 'krig' igen at finde på Philip Brandts Facebook-side.

- Allahu akbar, motherfucker! 😡
Borgerkrigen er startet for længst. De fleste er bare for naive eller ligeglade til at indse det, lød det fra Philip Brandt, i et opslag tilknyttet en artikel om en mand, der er anklaget for at starte ni brande i det sydlige Californien.

Det er det venstreorienterede medie Redox, der i første omgang har fundet facebook-opslagene frem, og trykt dem i artiklen 'Nye Borgerlige-medlemmer: Danmark er midt i en borgerkrig.' Men et kig på Philip Brandts Facebook-side viser, at opslagene stadig d.d. er offentligt tilgængelige på siden.

- Jeg vil ikke kommentere på noget, der kommer fra det medie, fortæller Philip Brandt til TV 2/Bornholm. Et medie han tidligere på ugen beskrev som 'Enhedslistens/"anti"fascisternes svar på "Der Stürmer"' på sin Facebook-side.

Nederst i artiklen ses de omtalte Facebook-opslag.