Folkemødet vil mobilisere de unge bornholmere

En million kroner skal være med til at søsætte projekter, der involverer unge og udvider Folkemødets aktiviteter.
Den næste generation af frivillige på Bornholm skal styrkes. Det er målet med en million-donation over tre år fra Tuborgfondet.

Det skriver Folkemødet i en pressemeddelelse.

"Målet er at engagere lokale unge i Folkemødet og demokratiet og give de unge konkrete værktøjer til at skabe og udvikle egne projekter," lyder det.

- Bevillingen fra Tuborgfondet gør det muligt for os at udvikle Folkemødet og tænke større end blot uge 24 i Allinge. Vi får nu en unik mulighed for - over tid - at opbygge en frivillighedskultur med Folkemødet som platform. Samtidig skal det være startskuddet til nye projekter på Bornholm, som de unge mennesker har udtænkt, udtaler direktør i Foreningen Folkemødet, Mads Akselbo Holm.

Rammerne og indholdet for programmet udvikles i et samarbejde mellem en gruppe unge Bornholmere og folk inden for en bred vifte af brancher og erfaring inden for kultur- og erhvervslivet.

Den første workshop finder sted før Folkemødet, hvor en række potentielle samarbejdspartnere vil videreudvikle projektet.