FV19: Tid til at pille valgplakater ned

Det er blevet dagen derpå, og selvom folketingsvalget er overstået, har parti- soldaterne stadig travlt med arbejdet.
For Socialdemokratiet startede arbejdet med at pille valgplakater ned kl. 9 i morges.

- Vi har i Socialdemokratiet besluttet os for, at vi vil tage plakaterne ned inden pinse. Der skal ryddes op, og det er det, vi er igang med nu, siger Socialdemokraten Verner Landin.

For ham er det en god følelse at pille plakaterne ned.

- Det er meget godt, når man har bidraget til, at vi har fået en valgsejr og bidraget til, at Socialdemokratiet fik et godt valg på Bornholm. Det er altid godt at pille plakaterne ned, når man kan se, at resultaterne er gode, siger Verner Landin.

Også hos Venstre er man i gang med at pille valgplakater ned.

- Det er sådan set meget dejligt, for det er en afslutning på en måneds hårdt arbejde. Med det resultat, Venstre har fået på Bornholm og på landsplan, så kan vi jo kun være glade og tilfredse, siger Niels Plum, der er formand for Venstre på Bornholm.

Alle valgplakater skal efter bestemmelserne være taget ned senest 8 dage efter valget.