Folkemødet gør plads til Pernille Vermund

Nye Borgerliges entré i Folketinget betyder, at Folkemødet - i stedet for ni partiledertaler - nu skal have plads til ti. Men ifølge folkene bag, så bliver det ikke noget problem.
Arrangørerne af Folkemødet havde en plan i baghånden, hvis udfaldet af gårsdagens valg skulle blive, at demokratifestivalen skulle presse flere partiledertaler ind i programmet.

- Vi var forberedt på, at der godt kunne komme flere partiledere på plakaten, så vi havde faktisk gjort plads til flere partiledertaler ud over dem, der allerede var afsat tid til i programmet, fortæller Pelle Nybirk, kommunikationsansvarlig på Folkemødet.

Og det var måske meget godt tænkt, for med Nye Borgerliges entré i Folketinget, står Folkemødet formentlig overfor at skulle gøre plads til endnu en partiledertale i programmet.

Ifølge folkene bag er der umiddelbart to scenarier i spil.

- Nu skal vi jo have afklaret med Pernille Vermund, hvornår det vil passe hende, men de muligheder, vi har lige nu, hedder lørdag aften eller søndag formiddag, siger Pelle Nybirk.

Ekstra relevant folkemøde
Under normale omstændigheder foregår der ikke andre arrangementer på Folkemødet i det tidsrum, partilederne holder deres taler. Men lige dén del kan man dog godt blive nødt til at måtte se bort fra i år.

- Den tid, der ligger åben lørdag aften, var i forvejen spærret i systemet, men ift. den, der ligger søndag formiddag, så vil der være mulighed for, at der kan blive afholdt events samtidig med. Det er ligesom vilkårene, når valget ligger så tæt på, og det var partierne og de øvrige arrangører også indforstået med, fortæller Pelle Nybirk.

Det netop overståede folketingsvalg får dog ikke kun indflydelse på antallet af partiledertaler.

- Der vil være ministre og øvrige politikere, som måske ikke kommer, eller som kommer i en anden rolle, så vi forventer, at der kommer en del ændringer i programmet. Derfor opfordrer vi også til, at folk downloader vores app, så de kan holde sig opdaterede på ændringerne, lyder det.

Folketingvalget og de ændringer, det måtte medføre, er dog langt fra noget, folkene bag ser som en negativ ting.

- Nu har vi haft en måned med valgkamp, hvor konflikterne og fronterne er blevet trukket op, og nu skal vi til at finde kompromiset. Jeg synes, folkemødet om noget er relevant så kort tid efter et folketingsvalg, siger Pelle Nybirk.