Sparekassen Bornholms Fond foretager udskiftning

Efter 15 år på posten stopper Svend Erik Pedersen som administrator for Sparekassen Bornholms Fond. Stafetten gribes af tidligere områdedirektør i Nordea.
Siden 2004 har Svend Erik Pedersen været direktør og administrator hos Sparekassen Bornholms Fond, men nu er det snart slut. Svend Erik Pedersen går på pension og vil nyde sit otium.

- Det har været et fantastisk og meget spændende job at være administrator for Sparekassen Bornholms Fond, siger Svend Erik Pedersen i en pressemeddelelse og fortsætter.

- Jeg er personligt meget taknemmelig for, at jeg fik den mulighed, siger han.

Ny mand i administratorstolen er en mand, der kender til det med penge. Tommy Bøgh Sørensen, der er bornholmsk gift, og som var områdedirektør i Nordea Bornholm fra 2010 til 2012 bliver altså administrator og direktør i Sparekassen Bornholms Fond.

- Jeg glæder mig til denne fantastiske mulighed for at arbejde for Sparekassen Bornholms Fond, siger Tommy Bøgh Thomsen i en pressemeddelelse, og fortsætter.

- Fonden arbejder med almennyttige formål på Bornholm, og qua det gode samarbejde på tværs af interessenter på øen, så har Fonden mulighed for at engagere sig i og understøtte udviklingen af Bornholm i en række forskellige sammenhænge. Det er en spændende opgave, som jeg er meget ydmyg overfor, og som går godt i tråd med mine ønsker til den sidste del af mit arbejdsliv, siger han.

Det er Sparekassen Bornholms Fond der blandt står bag købet og restaureringen af Allinges gamle tekniske skole og omdannelsen til Folkemødets nye hus.