FM19: Løkke langer ud efter ekstreme synspunkter

Fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen langede i sin tale til Folkemødets åbning ud efter de partier, der bragte ekstreme synspunkter ind i valgkampen.
Selvom man i politik må bøje sig mod hinanden, så er der også en grænse. Det slog Lars Løkke Rasmussen fast, da han holdt tale til Folkemødets åbning.

- For der er også synspunkter, som man, jeg aldrig kan bøje mig imod. Grundlovsbrud, afvisning af verdenssamfundet, ekstreme synspunkter, som aldrig før har været en del af en dansk valgkamp. Og som jeg tager stærkt afstand fra, sagde Lars Løkke Rasmussen.

En udtalelse der blev mødt af lange klapsalver fra publikum.

- Mit verdenssyn bygger på frihed og fællesskab, demokrati og samarbejde, ansvar og udsyn, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Derfor er han også glad for, at Folkemødet i år står i FN's Verdensmåls tegn.