Politiet: El-løbehjul er ikke legetøj

Ifølge Bornholms Politi har flere folkemødegæster glemt, hvilke regler der gælder, når de kører på el-løbehjul. Her kan du læse reglerne.
Der er ikke alle, der kan huske, at det ikke er et legetøj, de kører rundt på, når de har et el-løbehjul, lyder det fra Bornholms Politi.

- Der gælder de samme regler, som når man har en cykel, siger kommunikationsansvarlig ved Bornholms Politi, Mikael Schollert.

På Folkemødet har politiet oplevet, at flere har glemt reglerne for el-løbehjulet. Fx at man ikke må køre på dem i gågaden i Allinge.

Derudover skal man huske at køre med lys tændt for og bag hele døgnet, køre efter cykelreglerne og huske promillegrænsen er på 0,5 og 0 ved euforiserende stoffer, skriver Bornholms Politi på Twitter.