20-årig mand dømt i 13 forhold

Den 20-årige rønnebo skal ni måneder i fængsel efter at være blevet dømt skyldig i hele 13 forhold på én gang i byretten.
Anklagemyndighedens anklageskrift er både langt og omfattende for en 20-årig mand, der i dag er blevet dømt skyldig i 13 forhold. Det har retten takseret til en fællesstraf på ni måneder.

Retten har dømt ham skyldig i 13 forskellige forhold, der inkluderer vold, overtrædelse af våbenbekendtgørelsen, overtrædelse af restaurationsloven og forsøg på legemsangreb af særlig rå og brutal eller farlig karakter.

Den 20-årige mand er dømt for i flere forskellige forhold at have truet og optrådt truende overfor forskellige personer. Blandt andet med en hardball-pistol og et aluminiumsbat.

I det første forhold i anklageskriftet tildelte han en forurettet et knytnæveslag i hovedet og truede vedkommende på Nordre Kystvej i Rønne den 1. marts 2019 klokken 02.20 om natten.

Manden blev den 24. april anholdt af politiet i forbindelse med en episode i Netto på Store Torv i Rønne. Her forsøgte han sammen med en medsammensvoren at forhindre forurettede i at forlade butikken og udtale "skal vi tage ud og slås", "du er færdig" og "Du kan ikke komme ud. Vi er to personer ved hver udgang", hvilket retten fandt egnet til at fremkalde alvorlig frygt for forurettedes liv, helbred eller velfærd.

I forbindelse med episoden i Netto den 24. april blev den 20-årige varetægtsfængslet. Alligevel indeholder anklageskriftet et sidste og 16. punkt fra den 25. april, hvori han også blev fundet skyldig.

Den 25. april i Rønne Arrest blev han nemlig fundet i besiddelse af 12 gram hash til eget forbrug.

Af de i alt 16 punkter i anklageskriftet blev han fundet skyldig i de 13. I tre forhold, der inkluderer trusler på Circle K i Rønne, Åvangskolen og uden for Kaffebaren i Rønne, blev han frifundet.

Den 20-årige mand modtog dommen.