Bornholms Konservesfabrik lukker og slukker i dag

Bornholms Konservesfabrik har i dag fabrikeret sin sidste dåse. Dermed har 104 års bornholmsk produktionshistorie fået sat sit sidste punktum.
Lørdag d. 13. juli 2019 kommer nok til at gå over i de bornholmske historiebøger som den dag, de sidste konservesdåser strøg over produktionsbåndene på fiskekonservesfabrikken i Nexø.

- Det er jo en gammel, historisk virksomhed, så jeg synes egentlig, det er en rigtig træls dag - både for bornholmerne, men selvfølgelig også for alle medarbejderne, siger produktionsleder Charlie Olsen.

Konservesfabrikken i Nexø har i omegnen af 30 medarbejdere, og ifølge produktionslederen har de fleste af dem fundet nyt arbejde.

Det ændrer dog ikke på, at stemningen i produktionshallen i dag var trykket.

- Folk er selvfølgelig kede af det, for de fleste har været der i mange år. Det er en trist dag for os alle sammen, men vi må også være realistiske: Det har været svært at drive virksomheden på Bornholm med de udfordringer, der nu engang er ved at ligge på en ø.

Bornholms Konservesfabrik blev grundlagt på Nexø Havn i 1915, og her lå den, indtil man i 1943 byggede fabrikken på Stenbrudsvej.

Lukningen af fabrikken kommer efter mange års økonomiske udfordringer, der især har skyldtes de to faktorer, at markedet for fiskekonserves er nedadgående, og at de udgifter, der er forbundet med fragt til og fra Bornholm, er store.

Alt udstyret fra fabrikken bliver nu transporteret til Frederikshavn-virksomheden "Amanda", der vil fortsætte med at producere de samme produkter under samme varemærke fremadrettet.

- På mandag starter nedtagningen af fabrikken, og de varer, der bliver produceret i dag, vil blive pakket i næste uge. Og så vil udstyret ellers blive kørt til Nordjylland i løbet af de næste to til seks uger, og så er det ellers det, siger Charlie Olsen.