Rolf Sørensen målløs over frie tøjler til Cort

På gårdsdagens etape i Tour de France havde både Omar Fraile og Magnus Cort fra Astana fået lov til at køre med i et eventuelt udbrud
At Magnus Cort inden etapen havde fået frie tøjler, er noget der overrasker cykelekspert hos TV 2/Sport, Rolf Sørensen.

- Jeg er fuldstændig målløs over at høre sådan nogle ting. Jeg ved ikke, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre. Fuglsang viste på lørdagens 8. etape, at han er frisk igen. Frisk i blikket og kroppen. Der er ikke noget mere, og han er på det niveau, som vi har set hele året, sagde Rolf Sørensen under kommenteringen af cykelløbet i går.

Som etapen faldt ud, så lykkedes det nu hverken Magnus Cort eller Omar Fraile at komme i udbrud, men Rolf Sørensen mener, at det er for risikabelt, at lade Magnus Cort køre sin egen chance.

- I min verden vil det være en fejl. De bliver nødt til at passe 100 procent på Fuglsang, og Magnus er sindssygt vigtig. Udover at han er dansker, så kender han Jakob rigtig godt. De kan kommunikere. Han tager det hårde slæb, som man mange gange ikke ser. For eksempel når der er vind. Der sidder Cort. Han laver et fabelagtigt stykke arbejde, og det skal han fortsætte med, siger han til TV 2/ Sport.

Inden starten på 9. etape, sagde Magnus Cort dog, at det betød meget for ham, at han fik lov.

- Jeg er motiveret for at komme derud, og jeg tror, det kunne være fedt. Det er en af de sidste chancer, jeg har på etaper, der passer mig.

- Jeg føler, det er motiverende at få lov, og hvis nu ingen af os kommer afsted, er der jo stadig Jakob Fuglsang til sidst, men det er selvfølgelig fedt, at vi har bredden i holdet til at give nogen chancen, sagde Magnus Cort til TV 2/Sport