Stadig mange forsinkelser hos Bornholmslinjen

Ugen har igen budt på store udfordringer med at få færgerne afsted til tiden. Det er stadig pakning af biler, autocampere og campingvogne, der driller
Den seneste uge har både budt på tekniske problemer og flere forsinkelser hos Bornholmslinjen. Det er dog, i følge rederiets kommunikationschef Jesper Maack, blevet noget bedre end i forrige uge.

-Når man ser på hele ugen, så har vi jo heldigvis været forskånet for reelle nedbrud. Når det så er sagt, så er det jo en udfordring hver dag, når alle afgange er næsten fuldt booket.

Torsdag blev middagsafgangen mod Ystad forsinket. Det betød efterfølgende flere forsinkelser.

Fredag var der så tekniske problemer, da passagerlandgangen drillede i Ystad Havn. Efter ca. en halv times ventetid blev passagererne omdirigeret og måtte forlade Express 1 via bil-rampen.

Lørdag gik heller ikke helt efter planen. Her betød en forsinkelse på en halv time for Express 1, at færgen blev en time forsinket på alle dagens resterende afgange.

Samme dag blev ti tyske turister, der skulle med Povl Anker fra Sassnitz afvist af Bornholmslinjen. Færgen var ved en fejl blevet overbooket.

På trods af udfordringerne mener Jesper Maack dog, at rederiet lærer noget hele tiden.

-Som det er nu, så kan vi jo ikke kigge væk i mange minutter, uden at noget går galt. Vi har jo rigtig mange års erfaring i, at få biler hurtigt ind og ud af færger, blandt andet på Odden-Aarhus ruten. Forskellen er bare, at der på Bornholmsruten er mange flere autocampere og campingvogne. Nu lærer vi jo, hvornår de store ryk af forskellige køretøjer kommer. Det ryger alt sammen i grundige noter, så vi er helt klar næste år.