Guide afliver myter om rundkirke, krypt og skatte

Østerlars Kirke er ikke et fæstningsværk. Ej heller udstyret med en hemmelig krypt eller tempelriddernes skat, ifølge historisk formidler Bjørn Ørding-Thomsen.
At kalde Østerlars Kirke et fæstningsværk - nej.

Sådan lyder det fra historisk formidler fra Middelaldercenteret, Bjørn Ørding-Thomsen. Han har været guide ved Østerlars Kirke, og støder tit ind i, ifølge ham selv, sejlivede myter.

En af dem handler om, at kirken blev bygget som og fungerede som et fæstningsværk.

- Kirken ville nok blive betragtet som det rene byggesjusk af en fæstningsbygger, fortæller Bjørn Ørding-Thomsen.

Han henviser blandt andet til, at man aldrig ville bygge en hovedindgang i stueplan i et fæstningsværk. Derudover er de øvre etager dårligt konstruerede til forsvar og angreb. Det ville være umuligt at ramme fjender, der kom indenfor 50 meter fra kirkemuren med datidens skydevåben, fortæller formidleren.

En anden myte, Ørding-Thomsen også tit møder, handler om en hemmelig krypt under kirken. Men den bliver også afvist af Bjørn Ørding-Thomsen. Hør mere om det i videoen på hjemmesiden.

Og den tredje myte, som nok har skabt mest postyr i kirken, handler om en hemmelig skat begravet af Tempelridderne. Det har formentlig ført til hærværk i 2008. Her havde en eller flere boret huller i gulvet, hvor den formodede skat skulle ligge.

Derudover har filmen Tempelriddernes Skat, der blev filmet på Bornholm også skabt nysgerrighed og ravage ved Østerlars Kirke. En af gravstenene, som blev brugt i filmen, er blevet så populær, at den har været væltet og et kors ovenpå stenen er knækket af.

Se mere i aftenens udgave af programmet Mellem os i Sommerlandet, hvor vi tager tilbage til middelalderen - både med Østerlars Kirke, der menes at være bygget i 1150 og Middelaldercenteret.

Mellem os i Sommerlandet kan ses lige efter nyhederne 19.30 på TV 2/Bornholm.