Delte meninger om ny fjernbusholdeplads

Planer om en ny fjernbusholdeplads nær Fisketorvet i København er i støbeskeen og forventes færdig i 2023. Rute 700 ønsker pladsen velkommen, hvorimod Gråhundbus vil blive hvor den er.
Planen er at busserne til Bornholm skal køre fra fjernbusholdepladsen fra 2023 nær Fisketorvet i København, frem for ved hovedbanegården og DGI byen hvor de nu kører fra.

- Fjernbusmarkedet er vokset eksplosivt de seneste år, og København har ikke som i de fleste andre storbyer en fjernbusholdeplads, og det forstår jeg ikke, siger Jonas Schmidt, kommunikationschef hos Københavns Bustrafik, der driver rute 700, og uddyber:

- Der er store trafikgener på Ingerslevsgade ved DGI byen, og der opstår ofte farlige situationer. Hvis du spørger mig, er det kun et spørgsmål om tid før der sker en alvorlig ulykke. Derfor vil vi meget gerne rykke til en samlet fjernbusholdeplads.

Planen er at der skal laves et nyt busknudepunkt hvor alle fjernbusser skal gå fra, dog ønsker Gråhundbus der driver Bornholmerbussen ikke at flytte placering.

- Der er længe til 2023, og meget kan ske, men som det ser ud nu ønsker vi ikke at flytte. Vi har en central placering tæt på bus og togforbindelser, siger vognmanden bag gråhundbusserne, Jørgen Andersen.

Den udmelding undrer dog ikke hos Rute 700.

- De har en gammel aftale, som fordeler bornholmerbussen. Og hvis det var mig der havde den aftale, ville jeg heller ikke flytte, for det er en god placering, siger Jonas Schmidt.

Planerne om fjernbusholdepladsen er lagt i fællesskab af Trafikstyrelsen og Københavns kommune.