Drukneulykke: Dancenter vil informere mere

Drukneulykken ved Klympen i Hasle mandag får nu DanCenter, der udlejer sommerhuse i området, til at informere sine gæster om badesikkerheden ved stranden.
Mandag aften måtte redningsfolk opgive at finde en ældre mand, der var set forsvinde under havoverfladen i vandet ud for stranden ved Hasle.

Det er tredje tilfælde, hvor en redningsaktion er blevet sat i gang for området ved Klympen, ved R038, bare indenfor de seneste tre og en halv uge. D.30. juni var en teenager tæt på at drukne her og mistede flere gange bevidstheden efter at redningsfolk havde hevet ham op af vandet. Og få dage efter gik alarmen igen, men denne gang nåede den badende selv at redde sig i land. Så heldig var en ukrainsk badegæst ikke mandag. Hans livløse krop blev fundet tidligt tirsdag morgen i strandkanten, og den seneste ulykke får nu altså DanCenter til at ændre praksis:

- Vi vil indføre information om stranden i vores informationsmapper, som bliver udleveret sammen med nøglen, siger Claus Bornemann Carlsen, afdelingsleder Dancenter.

- Det gør vi fordi, at det er bedre at informere, selvom der er godt skiltet i området, så vi kan gøre vores for, at der ikke sker noget i fremtiden, siger Claus Bornemann Carlsen.