Ministers dispensation undrer biavlerforening

Bornholms Biavlerforening undrer sig over at Danmark igen vil dispensere brugen af sprøjtemidlet neonikotinoider, da man ved brug af midlet risikerer at mindske biodiversiteten.
I et svar til Folketinget i sidste uge undlader Lea Wermelin at svare på hvorvidt hun ønsker at tage initiativ til et totalforbud mod sprøjtemidlet, så der ikke længere gives dispensation i Danmark. Ministeren skriver i stedet at "Miljøstyrelsen fører en stram dispensationspraksis". Da Socialdemokratiet var i oppositionen kritiserede de ellers den daværende regering for at give dispensation til brug af sprøjtegiften neonikotinoider.

Midlet bruges blandt andet af landbruget til bejdsning af frø til sukkerroer og raps, men forskning har vist at midlet kan skade biers nervesystem. Blandt andet kan biers evne til at orientere sig og reproducere sig svækkes ved nær kontakt til sprøjtemidlet. Og netop derfor undrer Bornholms Biavlerforening sig over at der igen bliver dispenseret.

- Vi undrer os over at Danmark igen vil dispensere, så brugen af neonikotinoider fortsat kan bruges i Danmark, selvom EU har forbudt midlet, siger Næstformand i Bornholms Biavlerforening Bjarne Westerdahl, og uddyber:

- Neonikotinoider er særdeles ødelæggende for både de vilde bier og honningbierne. Vi som biavlere ser med undren på, at man på denne måde fortsætter med at tillade midler der mindsker biodiversiteten.