Campingejer efter ulykke: Der må gøres noget

På Hasle Camping, der ligger ved Klympen, advarer de alle mod at bade på stranden. Ejeren opfordrer til, at der skal tages initiativ til mere effektive advarsler.
Da Kim Sørensen, der ejer Hasle Camping, hørte udrykningskøretøjerne i går eftermiddag, så fik han med det samme bange anelser.

- Min første tanke var "åh nej, nu igen". Jeg var slet ikke i tvivl om, hvad det drejede sig om. Vi var udsat for det samme for 14 dage siden, siger Kim Sørensen.

I går eftermiddag druknede en 59-årig ukrainsk mand på badestranden Klympen, der ligger lige ved Hasle Camping. Indenfor de sidste tre uger har beredskabet tre gange været på stedet i forbindelse med drukneulykker.

Derfor har Kim Sørensen nu rettet henvendelse til regionskommunen for at få sat nogle andre og større skilte op.

- Jeg tænker, at nu skal vi tænke anderledes. Jeg er godt klar over, at der bliver skiltet i dag. Men det er åbenbart ikke godt nok. Det vi har gjort indtil nu, det er ikke godt nok, siger Kim Sørensen.

Kim Sørensen og personalet på Hasle Camping informerer allerede nu alle de gæster, der checker ind på pladsen.

- Vi gør det mundtligt, når gæsterne checker ind. Der tager vi en snak med alle om Klympen, siger Kim Sørensen.

Campingpladsejeren er også formand for Hasles turisme og erhvervsforening, og her er den farlige badestrand også sat på som punkt ved det næste bestyrelsesmøde.

- Når du to gange inden for så kort tid oplever det samme, så er der noget galt, siger Kim Sørensen.

Løsningen har han dog ikke. Men måske i første omgang en bedre og større skiltning. Han foreslår også, at man måske kan hejse røde flag på stranden, når der er farlige vejrforhold i forhold til badning.

- Skiltene kunne godt være lidt større, og så kunne der være et eller andet, der indikerer, at det her er fandeme alvorligt, siger Kim Sørensen.

Billedet viser en dykker i vandet.