Juel-Jensen: Tilskud kan gavne Bornholm

Et flertal i Folketinget vil sikre billige færgebilleder til småøer året rundt - og det bør smitte positivt af på Bornholm, forklarer Peter Juel-Jensen (V).
Et politisk flertal bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten, De Konservative, Alternativet og Nye Borgerlige vil gøre ordningen, der giver billigere færgebilletter til småøer, helårlig og permanent.

Lige nu gælder ordningen 30 danske småøer, som i 2016 fik et tilskud fra Folketinget til at sænke færgepriserne op til 46 uger om året - og det er altså denne ordning, man nu vil gøre permanent.

Det ville i så fald betyde, at man tilfører 5,3 millioner kroner årligt til passagerområdet, forklarer Social- og indenrigsminister Astrid Kragh til DR.

Men selvom Bornholm ikke er en del af de 30 danske småøer, så burde den økonomiske gevinst altså alligevel smitte af på Bornholm, forklarer folketingspolitiker Peter Juel-Jensen fra Venstre.

- Hvis der kommer flere penge til de små øer, så bør der også komme flere penge til Bornholm, siger han.

Peter Juel-Jensen forklarer, at Bornholm og Samsø ikke er en del af de danske småøer, og at man derfor opererer med to forskellige ministerier. Indtil nu har Bornholm og Samsø dog haft de samme ordninger som de danske småøer har haft.

- Derfor kan man jo ikke komme udenom Bornholm og Samsø. Og hvis man vil et landevejsprincip i hele landet, så har man selvfølgelig en forpligtelse til også at tilgodese Bornholm, siger han afslutningsvist.

Landevejsprincippet går ud på, at en kilometer til lands skal koste det samme som til vands.