Ny vinbar satser på helårsåbent

Tirsdag åbnede en ny vinbar på torvet i Svaneke. Og den kommer ikke til at lukke, når turisterne rejser hjem.
Vinøst er en vinbar, der også serverer mad. Men vinen står øverst på menuen, understreger indehaver Martin Barslund.

- Vi kommer til at lege rigtig meget med vin. Og håber på at kunne smitte folk til at se vinverdenen lidt bredere. For min fornemmelse er, at folk har en tendens til at hænge fast i at drikke det samme. Jeg vil gerne udfordre folks smagsløg. Det er sådan noget, vi elsker, siger Martin Barslund.

I tilknytning til restaurationen ligger en vinbutik. Og begge dele kommer til at have åbent året rundt. Dermed føjer den sig til en stadig større gruppe af erhvervsdrivende rundt omkring på øen, der forsøger sig med at holde åbent uden for turisternes højsæson.

- Der er helt klart blevet mere fokus for de erhvervsdrivende på den mulighed, helårsturisme giver. Man kan sige, hvis vi vil satse på at have turisme året rundt, så skal der også være åbent nogle steder. Og det er i høj grad de erhvervsdrivende, der er med til at trække det, siger Christa Lodahl, der er erhvervschef på Business Center Bornholm.

Vinøst har åbent tirsdag-lørdag fra kl. 11 og frem til midnat eller i weekenden eventuelt senere på natten.