Leif Olsen: Enhver indsats er afgørende

Kommunens medarbejdere skal nu se nærmere på, hvordan badesikkerheden ved Klympen kan forbedres.
De seneste uger har beredskabet tre gange været kaldt ud til badestranden Klympen, som ligger nær Hasle. Alle gange i forbindelse med drukneulykker, og i går gik det så galt, at en 59-årig ukrainsk mand mistede livet.

Derfor vil kommunens Natur- og Miljøudvalg se nærmere på, om man kan gøre noget for at skilte bedre på stranden.

- Ejeren af Hasle Camping siger jo blandt andet, at skiltning kan hjælpe, og hvis det er en mulighed, så skal vi selvfølgelig gøre det, siger formand for Natur- og Miljøudvalget Leif Olsen (SF), og fortsætter:

- Enhver indsats for sikkerheden på vores strande er jo afgørende. Vi er nogle, der er vokset op ved havet, men vi får jo en masse gæster, der ikke er vokset op på den måde.

Der er i forvejen et skilt på stranden, der advarer om strøm i vandet, men kommunens medarbejdere vil nu undersøge, om man kan skilte anderledes.

- Måske skal skiltet være større, måske skal der være flere - og måske skal vi have det ind på en hjemmeside. Måske skal vi udbygge vores (kommunens red.) hjemmeside med steder, hvor vi fraråder badning under bestemte forhold, foreslår han.

- Jeg har ikke løsningen, for jeg ikke ekspert på området, men der er ingen tvivl om, at vi skal se på det, afslutter Leif Olsen.