F.C. Helsingør skriver med ung bornholmer

Den 19-årige bornholmer Frederik Juul Christensen skal spille for 2. divisionsklubben fra næste sæson og tre år frem.
Efter sommeren skifter den unge bornholmske midtbanespiller, Frederik Juul Christensen, én nordsjællandsk klub ud med en anden.

Han har nemlig skrevet under med 2. divisionsklubben F.C. Helsingør, skriver klubben på sin hjemmeside.

– Efter endt prøvetræning var alle i den sportslige sektor enige om, at ham skulle vi bare have, fortæller chefscout Brian Gellert på klubbens hjemmeside.

Frederik Juul Christensen kommer fra FC Nordsjælland.

- I Frederik får vi en rigtigt dygtig teknisk spiller, som har et fantastisk blik for spillet og altid giver sig 100 procent for holdet, skriver Brian Gellert.

Frederik Juul Christensen har fået en tre-årig kontrakt med klubben. Han har tidligere spillet i RIK og forlader FC Nordsjælland efter to år i klubben.

- Vi er stolte over, at det er lykkedes os at lande en så talentfuld spiller, som sagtens kunne have valgt noget andet, men som købte ind på vores projekt heroppe, fortæller Brian Gellert.

Billedet er af en lidt yngre Frederik Juul Christensen, som gæstede TV 2/Bornholm efter et træningsophold hos den engelske storklub Liverpool i 2015.