Ystad Havn runder 1.000.000 passagerer

Havnen har aldrig haft så mange rejsende, som der har været det første halvår af 2019. For første gang har mere end én million passagerer rejst via havnen.
1.005.087 passagerer rejste de første seks måneder af 2019 via Ystad Havn. Det er første gang nogensinde, at havnen runder millionen.

- Det skyldes primært trafikken til Bornholm, der har en fantastisk stigning, da trafikken til Polen forbliver den samme som sidste år, skriver Ystad Havn i en pressemeddelelse.

I forhold til 2018 er det en stigning på 9,2 procent. Også antallet af biler er steget. Første halvår blev der registreret 278.690 biler, hvilket er 13,6 procent mere end i 2018.

Havnen slutter af med at notere sig, at resten af 2019 også ser lovende ud. Ystad Havn har færgeruter til Bornholm og Polen.