Unge kan nu få undervisning i bornholmsk

Efter flere fejlslagne forsøg er det nu lykkedes for Ungdomsskolen i Klemensker at oprette et kursus i bornholmsk.
Efter flere fejlslagne forsøg på at oprette et kursus i bornholmsk, er det nu endelig lykkedes for ungdomsskolen. Man har nu nået minimums grænsen på fem tilmeldte, men tilmeldingen til kurset fortsætter helt ind til tirsdag den 5. november, hvor kurset starter.

- Vi oplever, at flere unge har fået interesse i det bornholmske sprog, og gerne vil lærer nogle ord, siger Henning Kristiansen, der er afdelingsleder på ungdomsskolen i Klemensker.

I første omgang kører holdet som 5 workshops, med forskellige lærere, der alle har stor indsigt i det bornholmske sprog og dens historie.

- Der bliver lidt af alt, og vigtigst af alt det bliver sjovt. Det er ikke sådan, at vi skal sidde med tung bornholmsk grammatik, og skal terpe det. Vi skal bare lære bornholmsk, vi skal lære nogen bornholmske udtryk, og der kan godt være nogen uartige nogen imellem. Vi får prøvet det hele, siger Henning Kristiansen.

Og det er gratis for unge at deltage i kurset, og hvis der er transportudgifter, vil de blive dækket af ungdomsskolen.

Kurset afholdes fem tirsdage på Klemensker Ungdomsskole fra den 5. november til den 3. december.