Ufaglærte arbejdsløse skal uddannes

Et flertal i Folketinget har indgået en aftale, der går ud på at afsætte 100 millioner kroner til at uddanne ufaglærte. Og dét glæder på Bornholm.
Leif Olsen fra SF er godt tilfreds med, at der nu bliver afsat 100 millioner kroner til at opkvalificere ufaglærte.

- Noget af det, vi ser på Bornholm, det er jo, at vores produktionsjob er ved at forsvinde, så en satsning på at opkvalificere ufaglærte, det er en rigtig god ide, siger kommunalbestyrelsesmedlem for SF Leif Olsen.

Det er et flertal i Folketinget, der har indgået aftalen. Beslutningen begrundes med, at folk der er på kanten af arbejdsmarkedet også skal mærke det økonomiske opsving. Derfor er det tanken, at ufaglærte arbejdsløse skal kunne tage flere forskellige fag, hvor der er brug for ekstra hænder.

I følge Leif Olsen er det netop vigtigt, at se på hvordan pengene skal bruges.

- Jeg tror, det er meget vigtigt, at du ikke laver er stort forkromet konsulentprojekt, men at du rent faktisk går ud til vores virksomheder og vores arbejdsløse og spørger "hvordan flytter vi det her?", siger Leif Olsen, og uddyber:

- Måden vi gør det på er næsten lige så vigtig som de 100 millioner, for du kan godt risikere at spilde de 100 millioner. Uden du hjælper én eneste.

Bag aftalen står Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative.