Nye skilte på vej hos Bofa

De første tiltag til at nå målet om, ikke at brænde affald fra 2032 er sat i søen. Bedre skilte og håndhævning af forbuddet mod sorte sække er en del af det.
Fra nytår bliver skiltene på Bofas containerpladser mere farvestrålende.

Her overgår man nemlig til et nyt skiltesystem, som er udviklet af Kommunernes Landsforening og Miljøstyrelsen.

- Det er et smaddergodt system, der er enkelt i sit udtryk og med klare farvekoder. Det er godt og gennemprøvet, siger Bofas kommunikationsmedarbejder, Brian Johansen.

Med skiftet, ændrer pladserne navn, så de fremover skal kaldes genbrugspladser. Det sker, for at sende et signal om, at affaldet i endnu større grad skal genanvendes.

Og for at sikre, at sorteringen også bliver bedre, så vil man håndhæve forbuddet mod at aflevere affald i sorte sække. Fra nytår skal alt puttes i klare sække.

Det sker, efter Bofas egne kontroller viser, at op mod en tredjedel af affaldet bliver lagt i forkerte containere. Især i "Småt Brandbart".

Og netop dén container kan blive det næste skridt på vej mod at nå affaldsmålet, fortæller Brian Johansen. Der er ingen konkrete planer endnu, men hvis vi alle skal blive bedre til at sortere affaldet, så mest muligt kan genanvendes, er automatreaktionen med at bruge "Småt Brandbart" som skraldespand ikke en holdbar løsning.