Armbånd skal forhindre biluheld

Eleverne i 2. klasse på Rønne Privatskole legede i dag ingeniører. De designede ting, der skal gøre trafiksikkerheden bedre til og fra skole.
Astrid Kirkegård og Louie Rømer skulle blandt andet have haft musik i dag, men instrumenterne var byttet ud med computere og microbits. De skulle nemlig lege ingeniører i dag og i morgen.

- Det er da meget sjovt og anderledes, siger både Astrid og Louie.

Det skete i anledningen af Engineering Day, som er et landsdækkende projekt, der skal give skoleelever en indsigt i, hvordan en ingeniør arbejder. Dagens tema var trafiksikkerhed til og fra skole.

Eleverne i Astrids og Louies klasse skulle designe ting med en microbit, som er en del, man kan bruge til at kode med. Makkerparret Astrid og Louie havde designet et armbånd, som skal blinke og advare brugeren om, hvis man er i fare for at blive ramt af en bil.

- Jeg har oplevet, at en cyklist var tæt på at blive kørt ned, siger Astrid.

I følge lærer Nina Gjettermann er det lige præcis grunden til, at det er vigtigt, eleverne er med i det her projekt.

Selvom armbåndet og de andre ting, der blev designet i klassen, ikke var virkelige, så tog eleverne det alvorligt.

- De er begyndt at gå til og fra skole selv, og når de skal komme med idéer til trafiksikkerhed til deres egen skole, så føler de også mere, det er deres projekt, siger Nina Gjettermann.