Drømme om ældrevenlige boliger i Vestermarie

I aften inviterer Vestermarie Borgerforening til borgermøde om, hvordan byen skal udvikles i fremtiden. Blandt andet er den nye folkeskov og nye seniorboliger til debat.
- Vi har truffet en beslutning om, at vi vil udvikle Vestermarie. Vi vil sætte Vestermarie på landkortet. Vi vil ikke bare langsomt dø, og derfor er det vigtigt, at borgerne får mulighed for at blande sig. Det er jo deres by, siger Bente Johansen, næstformand i Vestermarie Borgerforening.

Overskriften for aftenens møde er at finde Vestermaries styrker. Der skal nemlig endnu mere gang i udviklingsarbejdet for byen.

- Vi skal tale om Vestermarie og omegn, og hvordan vi skaber udvikling. Vi vil lave en SWAT analyse, og se på vores styrker og svagheder. Hvad mulighederne, og hvor kunne der være udfordringer, siger Bente Johansen.

Borgerforeningen vil gerne drøfte muligheden for at bygge flere mindre boliger på en grund ved Bøgene. Tanken er, at de skal være ældrevenlige, da der mangler den slags tilbud. Samtidig vil det kunne frigive flere boliger til børnefamilier.

- I Vestermarie har vi mange ret store parcelhuse, og hvis man bor dér som ældre menneske, kunne man på et tidspunkt godt have behov for at rykke til noget mindre. Så kan børnefamilier rykke ind i de større huse. Det kunne vi godt tænke os at tage op i igen. Men der er nogle, som skal tro på, at det giver mening at sælge huse i Vestermarie.

Derudover har Vestermarie også fået en ny folkeskov, og der skal gerne laves planer for, hvordan den kan danne ramme om flere aktiviteter. Frem for alt håber borgerforeningen på, at borgerne vil komme med bud på, hvor der skal satses i fremtiden.

- Hvad vil vi gerne her i Vestermarie? Det er dét, det skal handle om. Og vi håber, at der er nogle aktive borgere, der vil være med i nogle arbejdsgrupper, så vi kan få ting til at ske, siger Bente Johansen.

Mødet begynder klokken 19 i kantinen på den gamle Vestermarie Skole.