Oplev SALT i Musikhuzet

I næste uge kan du opleve teaterforeningens nyeste forestilling SALT i Musikhuzet.
I et tæt mørke med sort/hvide kontraster, glimt af romantiske guldaldermalerier, sprukne stemmer af salmesang og hviskende bøn, inviteres publikum ind til Teaterforeningens nyeste forestilling SALT.

SALT handler om fattigdom og frisind og er et drama af sociale og kulturelle modsætninger – fortalt gennem konkret, poetisk historiefortælling og et fysisk abstrakt formsprog.

Historien i SALT er inspireret af historiske hændelser samt af Hans Kirks roman 'Fiskerne'.

Teaterforestillingen produceres af Det Olske Orkester og instrueres af dramatiker Lotte Faarup.

Forestillingen finder sted mandag den 11. november klokken 19:30 i Musikhuzet i Rønne.