De unge holder bornholmsk i live

I dag kunne elever på ungdomsskolen i Klemensker tørne sammen og lære det bornholmske sprog.
I dag var det allerførste gang, bornholmsk stod på skemaet på ungdomsskolen i Klemensker.

De unge bornholmere tager nemlig ikke dialekten til sig, og derfor har ungdomsskolen nu taget affære.

- Sproget er i fare for at uddø, og derfor har vi lavet det her tiltag, hvor unge kan høre og snakke bornholmsk. Vi redder nok ikke det hele, men vi kan forhåbentlig holde det i gang lidt længere, siger afdelingsleder i ungdomsskolen i Klemensker, Henning Kristiansen.

Selvom eleverne skal lære ord som jylkat og marapytta, så får de unge også viden om den bornholmske kultur og de gamle fortællinger, der gemmer sig på og omkring øen.

Og de unge vil da også gerne blive klogere på den bornholmske dialekt og ikke mindst sørge for, at den bevares.

- Jeg synes det er rigtig ærgerligt, at vores dialekt er ved at uddø. Det er vores unikke præg. Der er mange, der synes det er pinligt eller kikset at tale med bornholmsk accent, og det er jeg helt uenig i, siger elev Anker Avlund Erthmann fra Gudhjem.

Kurset har fået i alt 12 tilmeldinger.