Jann Sjursen stopper som formand for råd

Rådet for Socialt Udsatte skal ud og finde en ny formand. Jann Sjursen stopper på grund af uenigheder i rådet. Samtidig tilbyder rådets medlemmer også at fratræde.
På grund af uenigheder i rådet har formanden valgt at trække sig. Det oplyser Rådet for Socialt Udsatte i en pressemeddelelse.

- Meningerne har altid være delte i Rådet. Den gode debat har imidlertid befordret mange gode forslag, som man med meget få undtagelser har stået sammen om. Det har efter min opfattelse været Rådets styrke udadtil. Det har givet indflydelse, og det har gjort rådet til et vigtigt talerør for socialt udsatte og en samlende faktor på socialområdet, siger Jann Sjursen ifølge pressemeddelelsen.

Jann Sjursen har meddelt social- og indenrigsminister Astrid Krag, at han ønsker at blive fritaget fra hvervet som formand. Det fremgår dog ikke af pressemeddelelsen, hvilke uenigheder der gør, at formanden nu trækker sig, og overfor TV 2/Bornholm ønsker han ikke at uddybe uenighederne yderligere.

- Uenigheder i Rådet gør, at det ikke giver mening for mig at fortsætte som formand. Jeg stopper med stor taknemmelighed over det, jeg sammen med rådsmedlemmer og medarbejdere i sekretariatet har fået lov til at arbejde med. Og med tak til de mange samarbejdspartnere og brugere, som har vist både Rådet og mig stor tillid i de knap 10 år, jeg har været formand. Ikke mindst tak for tilliden og samarbejdet til skiftende regeringer og ministre. Jeg har ikke yderligere at tilføje til sagen, siger Jann Sjursen.

Øvrige medlemmer tilbyder at trække sig
De øvrige medlemmer af Rådet for Socialt Udsatte har, efter formandens exit, også meddelt ministeren, at de tilbyder at fratræde.

- Det er med beklagelse, at medlemmerne af Rådet for Socialt Udsatte i dag har modtaget Jann Sjursens meddelelse om, at han fratræder formandsposten. I lyset af det stiller alle rådsmedlemmer deres mandat til rådighed for ministeren, så ministeren kan sammensætte et nyt råd med henblik på, at socialt udsatte også fremover vil have et stærkt talerør og
ministeren et godt rådgivende råd at støtte sig på, står der i pressemeddelelsen fra rådet.

Næstformand Christina Strauss vil være fungerende formand indtil en ny formand og nyt råd er udpeget.