DBU Bornholm satser på gammeldags indefodbold

Den danske opfindelse - indefodbold med bander og håndboldmål - vender for alvor tilbage på øen, og får i vinter sit eget Bornholmsmesterskab.
Efter nogle år med futsal i de bornholmske idrætshaller, så bliver der atter satset på den gode, gamle form for indefodbold i den kommende vinter.

DBU Bornholm oplyser, at 13 herrehold og syv kvindehold er tilmeldt vinterens BM i indefodbold. Der spilles to indledende stævner - 17. november i Nexø og 8. december i Klemensker - og så er der finalestævne i Aakirkeby 19. januar.

Futsal er den sydamerikanske form for indefodbold, hvor der spilles med en lidt mindre bold og uden bander. Men her på øen er der ikke blevet udviklet en futsal-kultur - og nu går DBU Bornholm retro, så at sige.

Indefodbold med bander og håndboldmål, blev opfundet af Knud Lundberg, den danske sportsjournalist, som også var landsholdsspiller i fodbold, håndbold og basketball!

Begge bornholmske klubber i Københavnsserien udendørs hos herrerne - Rønne Idræts Klub og Nexø Boldklub - er med til BM, og ligner på forhånd favoritter til at spille finale om Bornholmsmesterskabet.